I Lyngby Dans’ breddeafdeling har de stor succes med at fastholde og tiltrække børn og unge til deres klub. For 15 år siden startede de op igen. Først med et hold med én danser. I dag har de 13 hold, som alle undervises af den erfarne underviser, Hanne Klausen.
Det gode ord spreder sig
Når man møder ind til undervisning hos Lyngby Dans’ breddeafdeling, er der ingen tvivl om, hvad der er med til at skabe den succes, som klubben har haft. Hanne er der hver gang og hun elsker det! Hun elsker at undervise og udfordre eleverne med shows og nye tiltag.
Det skaber samtidig en kæmpe tryghed for børnene og ikke mindst et fundament for sammenhold og unikke fællesskaber. Derfor bliver der også arrangeret aktiviteter for børnene udover de klassiske dansetimer. De laver blandt andet konkurrencer og overnatter sammen.
Indimellem tager de også ud og laver opvisninger i lokalområdet. Man kan blandt andet i år møde Lyngby Dans, Hanne Klausen og hendes dansere i Lyngby Storcenter tre torsdage i december, hvor de laver mobile juleshows.
Desuden deltager Lyngby Dans også i Skole OL Dans, hvor de gennem forløb og stævner får mulighed for at give en masse børn i 4. og 5. klasse fede danseoplevelser.
Kommunen som dansepartner
Hos Lyngby Dans har de formået at skabe et solidt og frugtbart samarbejde med kommunen. Blandt andet er de mobile juleshows, som nævnt ovenfor et resultat af samarbejdet. Hanne er ikke i tvivl, når hun bliver kontaktet af kommunen med en forespørgsel på om de vil stille op til en aktivitet. Svaret er ja! For det handler om at udnytte de muligheder, der er for synlighed i lokalområdet.
En dag for 4-5 år siden blev Hanne ringet op af borgmesteren, der fortalte at hun havde kendskab til nogle børn, der kun kunne danse om fredagen. Hurtigt sprang Hanne Klausen på ideen og sagde ja til at oprette et hold for de 8 nye dansere. I dag er de stadig aktive dansere i Lyngby Dans.
Godt arbejde lønner sig
Hos Lyngby Dans er Hanne Klausen en uvurderlig ildsjæl og med de mange timer og det store engagement hun lægger for dagen, er det heller ikke uden grund, at hun i 2021 kåret som årets frivillige idrætsleder i Lyngby-Tårnby Kommune.
Hun arbejder målrettet på at fastholde og rekruttere børn og unge til klubben – Hver dag og hele året. Når tingene lykkedes, er det fedt og der kommer masse af omtale i de lokale medier. Det er blandt andet dét og det store engagement i samarbejdet med kommunen samt de mange aktiviteter lokalt, der gør at Lyngby Dans har haft stor succes med at tiltrække og fastholde så mange børn og unge til klubben.
Den store udvikling som klubben har været igennem de seneste 15 år, har gjort, at de (bestyrelsen, red.) har måtte bruge forskellige klublokaler undervejs. De startede i Bordtennislokalet på Virum skole, senere i gymnastiksalen på Fuglsanggårdskolen til i dag, hvor alle aktiviteter er blevet samlet i dansesalen på Lyngby Stadion.
Hos Lyngby Dans har de bevist, at godt arbejde lønner sig.