Referat af virtuelt møde i Dans Danmark tirsdag den 28. marts 2023
Dagsorden:
- Årsmøde v. formand Jan Kirk Todsen
- Skole OL v. Maja Juel-Hansen, Skole OL konsulent i Dans Danmark samt Louise Storm Rohr, ansat i Skole OL (DIF)
- Arbejdet med klubberne v. konsulent Dorthe Topp Larsen
- Portræt af en danser, Mille Stobberup, different styles
- spørgsmål/debat
Velkomst ved formand Jan Kirk Todsen og præsentation af Per Lundsgaard
Formand Jan Kirk Todsen bød velkommen til alle og beder alle slukke mikrofonerne, så lyden bliver tålelig for alle.
Det er dejligt, at alle aktivitetsudvalg er repræsenteret.
Jan præsenterer Dans Danmarks nye sportschef Per Lundsgaard og Per får lov at sige noget om sig selv. Per begyndte 1. marts som sportschef og kommer fra et job i Tivoli, hvor han har været i 23 år. Per kender en masse til sportsdanserverdenen, da han selv har været en del af det. Har taget en balletuddannelse. Per har en dommerlicens i different styles og sidder i en kommission i WDSF. Per glæder sig til at dykke ned i hele sit arbejdsområde. Enkelte eliteparsamtaler har allerede fundet sted. Per har mødt alle par face to face. Han glæder sig til at få sat alt i system og komme videre med arbejdet.
Årsmøde v. formand Jan Kirk Todsen
Det er årsmødet, der træffer de øverste beslutninger. Mellem årsmøderne arbejder bestyrelsen og aktivitetsudvalgene med beslutningerne. Det er til årsmødet, man kan komme med forslag og indstillinger. Årsmødet er en meget vigtig del af vores medlemsdemokrati.
I år er der tre poster i bestyrelsen på valg: Det drejer sig om 2. næstformand, som er økonomiansvarlig, det er posten med ansvar for turneringer og stævner og til posten, som er ansvarlig for nye dansearter.
Der skal også vælges aktivitetsudvalgsformænd, appeludvalg og revisorer.
Det er vigtigt, at man holder styr på de tidsfrister, der er mht at indstille personer til valg samt indkomme med forslag.
Alle frister står på hjemmesiden under vedtægter, og udover det, vil der snart komme et nyhedsbrev ud, der præciserer alle de nævnte frister.
Der vil være tilmelding via hjemmesiden, denne åbner inden så længe. Dette vil også blive angivet i nævnte nyhedsbrev.
Erik Jønsson fra Hjemstavnsfolkedansere Frederiksberg spørger ind til temaet, at der sidste år blev spurgt ind til, om man kan deltage flere end dem, der er delegerede. Bestyrelsen har arbejdet med dette. Det bliver sådan i år, at de delegerede deltager gratis og at man kan medtage en gæst fra sin klub og for ham/hende betales kostpris.
Egon Agerskov fra Tølløse Liegstouw Forening spørger ind til, hvor årsmødet skal afholdes. Dette skal i følge vedtægterne i år holdes vest for Storebælt og det vil blive afholdt på Dalum Landbrugsskole i Odense.
Jan fremhæver vigtigheden af, at man støtter op om demokratiet og deltager i årsmødet.
John Nørremark fra Aktivitetsudvalg Seniordans spørger ind til, om der vil være mulighed for en præsentation på årsmødet. Jan siger, at det kan lade sig gøre under eventuelt på årsmødet. Hvis nogen stiller op, så kan de naturligvis præsentere sig under valgene.
Trine Jordan Andersen fra Aktivitetsudvalg Folkedans spørger, om der skal afleveres en liste over aktivitetsudvalgsmedlemmer til bestyrelsen inden årsmødet.
Jan fortæller, at lige netop dette er blevet vendt i bestyrelsen.
Det bliver i år således, at man vælger en pragmatisk løsning, hvor man stiller sit hold umiddelbart efter årsmødet, disse meddeles bestyrelsen og det vil så tilgå medlemmerne i forbundet information om disse.
Skole OL
Louise Rohr Rasmussen, som er projektkoordinator ved Skole OL (DIF), er med. Louise fremlægger en præsentation om Skole OL. Louise fortæller kort om, hvad skole OL er. Skole OL startede i 2009. Det handler om stævner arrangeret af foreninger for 4.-8. klasse. Der er 10 sportsgrene med. 120 skole OL stævner finder sted i hele landet. 60.000 elever forventes at deltage i Skole OL. Skole OLhar aktivitet i cirka 80 af landets kommuner. Skole OL bygger bro mellem foreninger og skoler. Mottoet er fællesskab, færdighed og fairplay.
Alle konkurrencer er klassekonkurrencer, så det er en hel klasse, der f.eks. vinder og ikke enkelt-personer.
Skole OL vil gerne promovere foreningerne overfor kommunerne. Der findes en portal, hvor stævnerne oprettes og hvor lærere kan tilmelde deres klasser. Man kan her kommunikere med alle de lærere, der har oprettet sig i databasen.
Samspil mellem skoler, foreninger og kommuner er kernen i Skole OL.
De enkelte lokalstævner er midtpunktet i arbejdet. Det er vigtigt, at kommunerne spiller med.
Nogle kommuner hjælper med det økonomiske. Når en forening løfter en opgave kommunalt, tenderer kommunen mere til at ville hjælpe foreningen økonomisk.
Skole OL dans kom med i 2019, så kom coronaen, så 2022 var det første rigtige år for dans i Skole OL. Skole OL dans får meget positiv feed back, dans kan noget helt særligt og er meget efterspurgt. Dans er et af de faglige mål, og Skole OL dans lever op til dette.
Vi laver dans for 4. og 5. årgang.
Det er foreningerne, der planlægger og afholder lokalstævner for lokale klasser. De inviterer skoler til eget stævne. Afholder undervisningsforløb i forbindelse med stævne (valgfrit). Og udfylder sluttelig evalueringsskema.
Skole OL hjælper med stævneadministrationssystem, markedsføring og promovering, venuedressing og medaljer, diverse skabeloner og designpakke og samarbejdet med kommunerne.
Der skal lokalt gøres et stykke rekrutteringsarbejde for at få nok med.
Maja, skole OL konsulent, redegør for, at det er tydeligt, at vi er en del af noget større.
Skole OL er for alle klubber uanset danseform.
Klubberne kan forvente, at de møder alle disse danseglade børn og vi arbejder med metoder, som kan bevirke, at børnene kommer ned i klubben igen. Maja fortæller at hun sammen med Anita har udarbejdet et nyt afsnit på hjemmesiden. Den 30. april afholdes et virtuelt møde og i september afholdes et kursus i Skole OL. Hertil kan alle interesserede melde sig.
Louise fortæller, at det er svært at dokumentere, hvor meget man kan rekruttere via Skole OL, men at der jo er mulighed for at lave ekstremt meget synliggørelse i lokalsamfundet. Det er vigtigt, at dem fra klubben er med på stævner og forløb, så det er velkendte personer, børnene møder, når de kommer ned i klubben.
Trine Jordan Andersen fra Aktivitetsudvalg Folkedans roser arbejdet med Skole OL og hun vil gerne vide, hvor man kan se, hvad der foregår i ens eget område. Det kan man på Skole OLs hjemmeside, hvor der ligger en stævnekalender. Her kan søges på både sportsgrene og geografiske områder.
Ib Knudsen fra breakingudvalget roser også projektet med Skole OL.
Han fortæller, at breakerne kommer med til det rigtige OL næste gang. Han spørger, hvordan breakerne bedst kan deltage i Skole OL. Om det skal lægge sig op ad det rigtige OL. Maja fortæller, at der kan varmes op med breaking og der kan udvælges breakdanse i forløbet. Men hun ønsker, at breaking holder sig indenfor det koncept, der allerede er.
Egon Agerskov spørger ind til, om stævnerne kan indeholde flere danseformer. Børnene udvikler danse i grupper, de laver selv dansene. De får point ud fra super børnevenlige kriterier. Maja fortæller, at alle danseformer kan være med. Louise fortæller, at der er flere elementer, der skal være med og det er elementer, som alle danseformer kan være en del af.
Den nye del omkring Skole OL på hjemmesiden er åbnet nu og man er velkommen til at stille spørgsmål hertil til Maja eller til Dorthe og Anita.
Skole OL har også et sekretariat med 6 ansatte, som kan hjælpe.
Arbejdet med klubberne v. konsulent Dorthe Topp Larsen
Dorthe redegør for at hun i samarbejde med Anne Kathrine fra bestyrelsen har afholdt et møde om klubpakker i Gårslev for nogle måneder siden, hvortil klubberne fra det syddanske område var inviteret.
Som opfølgning herpå var Dorthe på besøg den 20. marts hos et netværk af folkedanserklubber fra Odense og Nordfyn vedrørende medlemsrekruttering. I går var Dorthe på Sydfyn i samme mission. og tirsdag den 11. april går turen til det vestjyske ligeledes for at tale medlemsrekruttering.
Den 14. april afholder vi et møde oppe i nærheden af Aalborg for klubberne i det nordlige område. Og så går vi også her i gang med at tilbyde igangsætning af vækstprojekter. Vi havde planlagt et møde forud for dette, i denne måned på Sjælland, som desværre måtte aflyses grundet meget svag tilmelding. Men vi prøver igen, både med andet indhold og format. Dato er ikke fastsat endnu. Vi tager naturligvis hensyn til sæsonslut.
Den 21. og 22. juni kører vi bestyrelseskurser, udelukkende for seniordansere. Når vi har valgt ikke at tilbyde kurset til andre danseformer samtidig, skyldes det, at bestyrelsesopgaven er ny for de enkelte seniordansklubber. Disse kurser vil være delt op i almen bestyrelsesuddannelse og i vækststrategi/medlemsrekruttering.
Hvis noget lignende efterspørges af andre dansearter, så kontakt mig, så finder vi ud af det.
Der er naturligvis altid mulighed for en mailkorrespondance, for en telefonsamtale eller et klubbesøg uden at vi behøver at kalde det en klubpakke og uden at man behøver at bo i et særligt geografisk område. Jeg besøger meget gerne klubber, både for at vi kan lære hinanden at kende og for at vi kan få et samarbejde om Dans Danmarks mål f.eks. inden for vækstområdet. Jeg kan være med til at idé-generere og/eller rådgive ved igangsætning af projekter.
Vi planlægger, at dette år kampagnemæssigt står i voksenrekrutteringens tegn. Det betyder, at der vil komme tilbud om deltagelse i Danmarks Motionsuge med Dansens Dag og om at få forslag til lokale kampagner, der kan være i kølvandet på en kampagne, som vi vil køre på forbundsniveau.
Dette betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal rekruttere børn mere! Tværtimod. Det betyder blot, at vi ressourcemæssigt fra forbundets side lige nu har voksenrekruttering stående på frontallappen. Og som I lige har hørt om Skole OL, så er dette også en klubpakke, som alle kan tage del i.
Portræt af en danser
I dag er det portræt af Mille Stobberup, som repræsenterer disco i dag.
Anita stiller diverse spørgsmål.
Mille fortæller, at hun danser en masse forskellige danseformer. Disco handler meget om fart på. Det er mega udfordrende og også sjovt at være til turneringer.
Mille fortæller, at hun startede, da hun var fire år gammel. Hun kom med sammen med nogle veninder. Det bedste ved at gå til dans er helt klart fællesskabet.
Mille drømmer om engang at komme til udlandet og danse turnering.
Klubkammerater vil kategorisere Mille som en glad pige og god kammerat.
Stafetten skal gives videre. Mille vælger, at vi næste gang skal have portræt af en folkedanser.
Dorthe roser Milles deltagelse.
Lone Schmidt fra bestyrelsen spørger, om det er stressende, når man skal danse mange forskellige dansearter på een dag. Når man skal ud og ind af gulvet og man skal nå at skifte tøj.
Mille svarer, at man vænner sig til det og man lærer at skifte tøj meget hurtigt og komme ind på gulvet igen. Man lærer at omstille sig meget hurtigt.
Maja spørger, hvad det allerfedeste er ved at danse disco. Maja har ikke selv prøvet det.
Mille svarer, at det er fordi der er mange spring, det går hurtigt og man bliver meget glad, når man hører musikken. Kostumerne betyder rigtig meget.
Jan takker Mille for hendes deltagelse i mødet og præsentation.
Spørgsmål/debat
Trine Jordan Andersen spørger ind til tidsfristerne til årsmødet. Disse kan læses i vedtægterne. Der kommer et nyhedsbrev ud til alle, hvori alle tidsfristerne er oplistede.
Mette Inge Baltsersen fra Folkedans fortæller, at der er lavet en ny uddannelse, som finder sted i Båring i uge 27. Det er en instruktøruddannelse og der er parallelt både et dansekursus og et spillekursus. Der findes mere information på hjemmesiden.
Dorthe Pallisgaard fra Aktivitetsudvalg Different Styles efterlyser flere medlemmer til aktivitetsudvalget.
Jan gør opmærksom på, at der kan være op til syv medlemmer i et aktivitetsudvalg.
Et aktivitetsudvalg kan også nedsætte ad hoc udvalg.
Aktivitetsudvalgene er dem, der leder arbejdet med danseformerne i det daglige.
Jan opfordrer til, at man retter henvendelse til Dorthe P. Hendes kontaktdata fremgår af hjemmesiden.
Anita minder om det virtuelle møde omkring Skole OL. Deltagelse kræver tilmelding og man kan finde det i kalenderen, hvor man også finder tilmeldingslink.
Trine Jordan Andersen spørger Maja, om man kan være tilskuer til et Skole OL stævne. Maja foreslår den 28. april i Aalborg.
Erik Jønsson spørger ind til, om man får at vide, om de siddende aktivitetsudvalgmedlemmer er villige til genvalg eller ej. Jan redegør for, at det udelukkende er aktivitetsudvalgsformændene, der skal vælges direkte. Hvis man gerne vil ind i et aktivitetsudvalg, kan man gerne melde sig.
Ib Knudsen spørger Maja, hvornår man skal hoppe på, hvis man gerne som forening vil med. Maja anbefaler, at man deltager i det nævnte møde den 30. april. Vi kan allerede lægge Skole OL stævner ind i juni måned, således at skolerne kan få det ind i årsplanen.
Ib Knudsen bekræfter, at han deltager den 30. april.
John Nørremark spørger ind til, om Erik Jønsson mente bestyrelsesmedlemmer, da han spurgte om, hvem der stiller op til genvalg.
Erik Jønsson siger, at det var aktivitetsudvalgene, han ville vide noget om.
Jan gør endnu engang opmærksom på, at man skal være OBS på datoerne for indstilling.
Selvom en aktivitetsudvalgsformand stiller op til genvalg, skal vedkommende indstilles inden for de gældende frister.
Mette Inge Baltsersen fortæller, at der afholdes et nordisk stævne hen over påsken for unge mennesker mellem 18 og 25 år. Dette afholdes på Bornholm i regi af NORDLEK, som er et nordisk folkedansersamarbejde.
John Nørremark fortæller, at alle generalforsamlinger i seniordans er gået rigtig godt.
John har deltaget i dem alle sammen med en repræsentant mere fra aktivitetsudvalget.
Det er lykkedes at få alle til at trække på samme hammel. John opfordrer andre aktivitetsudvalg til at være så synlige som muligt overfor medlemmerne.
Dorthe henviser til afsnittet om Foreningsservice på hjemmesiden og beder om, at man her ser, hvad Dans Danmark kan tilbyde. Hvis der er noget man ønsker sig, som ikke står her, så ring til Dorthe og tag en drøftelse heraf.
Dorthe kommer også gerne ud til de enkelte klubber.
Til slut takker Jan alle for deltagelse i mødet og opfordrer endnu engang til deltagelse i årsmødet.
/Dorthe Topp Larsen