Seier Angel Spang Ruiz, Sarah Elizabeth George Rasmussen og William Stokkebroe fra det danske Talenthold repræsenterer Danmark ved VM i breaking i Chengdu, Kina, den 12.-13. september. For William og Seier er VM samtidig et vigtigt skridt på vejen mod Ungdoms-OL i Dakar, Senegal.

Når verdens bedste breakere samles i Chengdu den 12.-13. september, er Danmark repræsenteret af tre unge breakere fra det danske talenthold: Seier (B-boy Seier), Sarah (B-girl Sarah) og William (B-boy III Will).

De tre skal konkurrere ved WDSF World Championships Breaking i 1-mod-1-konkurrencerne for B-boys og B-girls samt 3X3 mix og får dermed mulighed for at måle sig med nogle af verdens stærkeste breakere.

Alle tre kommer til VM med stærke danske resultater i bagagen. Seier blev dansk mester i 2026 i både ungdoms- og voksenrækken, mens William tog sølv ved DM. Sarah blev dansk mester i B-girl.

For Seier og William har mesterskabet desuden en særlig betydning. De er kandidater til at repræsentere Danmark ved Ungdoms-OL i Dakar, Senegal, og VM bliver derfor en vigtig international platform for de to unge breakere.

Fra dansk community til verdensscenen

Selvom Seier og William over for hinanden som konkurrenter, når de mødes på dansegulvet, er de til daglig en del af det samme breaking-community. Et community, som også Sarah er en del af.

Det stærke fællesskab er en central del af breakingkulturen og spiller en vigtig rolle i udviklingen af sporten. Her udvikler danserne sig sammen, udfordrer hinanden, udveksler erfaringer og inspirerer hinanden til hele tiden at løfte niveauet.

Det betyder, at konkurrencen ikke står i modsætning til fællesskabet – tværtimod. De stærke relationer og det daglige samspil mellem danserne er med til at skabe de miljøer, hvor nye talenter kan udvikle sig og tage næste skridt mod den internationale scene.

Jan Kirk Todsen, formand for Dans Danmark, siger:

”Det er en stor glæde og stolthed at se tre unge danske breakere repræsentere Danmark ved et verdensmesterskab. At de samtidig kommer fra det samme stærke community, understreger den betydning, fællesskabet har for breakings udvikling. Seier, Sarah og William er stærke repræsentanter for dansk breaking, og vi glæder os til at følge dem på verdensscenen.”

En sport i international udvikling

Breaking har de seneste år gennemgået en markant international udvikling og har etableret sig som en konkurrencesport med stærke nationale og internationale miljøer.

For de danske breakere er deltagelsen i Chengdu en mulighed for at hente værdifuld international erfaring og vise, at dansk breaking kan gøre sig gældende blandt verdens bedste.

.

Blikket rettes mod Chengdu, hvor de tre danske breakere skal indtage verdensscenen og kæmpe om de bedste placeringer.

Dans Danmark ønsker Seier, Sarah og William stort held og lykke ved VM. 🇩🇰

Fakta

WDSF World Championships Breaking
📍 Chengdu, Kina
📅 12.-13. september 2026

Danske deltagere:

  • Seier Angel Spang Ruiz (B-boy Seier) – Dansk Mester i ungdoms- og voksenrækken 2026
  • Sarah Elizabeth George Rasmussen (B-girl Sarah) – dansk mester 2026
  • William Stokkebroe (B-boy III Will) – DM-sølv 2026

WDSF – World DanceSport Federation er den internationale verdensorganisation for dansesport, herunder breaking.