Dansekursus

Kom på dansekursus, hvis du gerne vil have en hel uge med dans, musik og godt samvær samtidig med at du hjælper de nye instruktører på vej. Dansekurset er en kombination af undervisning på danseholdet med egen instruktør og spillemand samt at hjælpe når der er brug for dansere i praktik på instruktørholdene og Master Class. I år er vi glade for at Hanne Bording Jørgensen instruerer danseholdet, assisteret af Arne Jørgensen på violin.

 

Hanne & Arne jørgensen

Hanne Bording Jørgensen og Arne Jørgensen står i år for dansekurset. Folkedansen har været en stor del af Hannes liv, fra hun gennem hele sin barn- og ungdom var med på børnelederuddannelserne på Snoghøj, undervisning på forskellige voksenhold, til nu, hvor hun underviser ungdomsholdet i Verninge. Hun har i mange år arrangeret familielandsstævner i Verninge, hvor mange børn og unge har oplevet begejstringen ved folkedansen. Det er netop begejsting som kendetegner Hanne – også når hun underviser i folkedans.

 Arne startede med at spille til dans som 15 årig, og har gennem årene spillet i forskellige folkemusikgrupper. Hver torsdag er han fast spillemand på ungdomsholdet i Verninge, og nyder også at spille på voksenholdet.

Arne og Hanne glæder sig til at give alle dansere på årets dansehold nogle gode danseoplevelser.