Kære Dansere

Knap er den sidste gløgg drukket, før vi ser frem mod nytåret. Det giver anledning til refleksion, over året der er gået, og over alt det, vi har oplevet sammen.

2025 har budt på mange fantastiske oplevelser. DM i Aalborg var en sand fest, fyldt med spænding og store præstationer. Landsstævnet for folkedansere, hvor fællesskab, dans og musik fyldte hele Thyholm, Dansens Dag i uge 41 fyldte gader, stræder og klubber med dans, musik og sociale aktiviteter over hele landet. Vi kunne juble over bronze til Danmark ved VM i standard og guld ved VM show dance standard – to flotte præstationer! Generelt har de danske par og solodansere gjort det rigtigt godt med en lang række flotte placeringer.

Alt dette kunne vi ikke have oplevet uden jer. Tak til alle jer, der hver dag giver dansen liv i klubberne. Tak til bestyrelsen, til aktivitetsudvalgene og til de ansatte. Uden jer ville Dans Danmark ikke være det dansefællesskab, vi alle holder af.

Når jeg ser frem mod 2026, fyldes jeg med glæde og forventning. DM i Herning venter, hvor vi igen samles under DIF’s DM-uge. Her mærker man tydeligt styrken i fællesskabet, både med andre specialforbund og med jer, der danser og konkurrerer sammen på gulvet.

2026 bliver også året, hvor vi for alvor tager fat på de nye strategiaftaler med DIF. Sammen vil vi udvikle klubberne, skabe flere aktiviteter og rekruttere børn og unge. Vi vil give talenterne de bedste muligheder for at blomstre. Vi vil bygge videre på alt det, der allerede fungerer, og samtidig åbne nye døre, så dansen kan leve og udvikle sig i hele landet.

Tak, fordi I danser, engagerer jer og skaber fællesskab. Tak fordi I gør Dans Danmark til noget helt særligt. Jeg glæder mig til endnu et år med jer – fyldt med dans, glæde og mange gode oplevelser sammen.

Kærlig hilsen

Jan Kirk Todsen

Formand, Dans Danmark