Fra 1. januar 2027 træder ændringer i turneringsreglement for standard/latin i kraft.

Ændringerne vedrører § 3, stk. 2 om klubskifte, hvor der indføres faste transfervinduer

Samt

§ 21.1 om udtagelseskriterier til internationale mesterskaber.

Dans Danmarks bestyrelse har vedtaget ændringerne som led i en samlet strategisk prioritering af udviklingen af standard/latin.

Formålet er både at skabe mere gennemskuelige rammer for klubber, dansere og trænere og at sikre, at turneringsreglementet understøtter den langsigtede retning, som vi i Dans Danmark arbejder efter gennem talentpolitikken, samarbejdet med DIF og Team Danmark samt den kommende talentstrategi.

Nedenfor kan du læse mere om de væsentligste ændringer og baggrunden for dem.

§ 3, stk. 2 – Tydeligere og mere gennemskuelige regler for klubskifte

En væsentlig ændring er indførelsen af faste transfervinduer for klubskifte. Fremover vil klubskifte uden karantæne kunne ske i to klart definerede perioder hvert år:

  • 1. transfervindue: 1. januar kl. 00.00 til 31. januar kl. 23.59.
  • 2. transfervindue: 1. juli kl. 00.00 til 31. juli kl. 23.59.

Baggrunden er et ønske om at skabe større gennemsigtighed og forudsigelighed for både dansere, klubber og trænere.

De tidligere regler har ofte givet anledning til spørgsmål om specialisering, undtagelser og hvornår et klubskifte kunne gennemføres uden konsekvenser. Det har skabt unødig kompleksitet og usikkerhed.

Med de nye transfervinduer bliver reglerne enklere og mere gennemskuelige for alle. Samtidig tilpasses karantænereglerne de internationale WDSF-regler, så der ikke længere er forskel på nationale og internationale konsekvenser ved et klubskifte.

§ 21.1 – Udtagelsesreglerne skal understøtte den langsigtede talentudvikling

Den anden større ændring handler om udtagelseskriterierne til internationale mesterskaber.

Her har vi valgt at opdatere reglerne, så de afspejler den retning, der allerede er lagt gennem Dans Danmarks talentpolitik, samarbejdet med DIF og Team Danmark samt det strategiske arbejde med den kommende talentstrategi.

Det er en bevidst prioritering, at vores regler skal understøtte den udvikling, vi ønsker at se i sporten. Derfor flytter vi fokus fra tidlige internationale resultater alene til i højere grad at understøtte langsigtet udvikling, fastholdelse og overgangene mellem de forskellige udviklingstrin.

Beslutningen hænger sammen med vores ønske om at være på linje med DIF’s principper for talentudvikling. Samtidig bygger den på erfaringer gennem 15 år, som viser, at internationale mesterskaber i de yngste aldersgrupper ikke i sig selv bidrager til flere medlemmer eller en stærkere talentudvikling på lang sigt.

I stedet ønsker vi at prioritere de indsatser, der skaber størst værdi for flest mulige dansere og for sportens samlede udvikling.

Erfaringerne viser samtidig, at den største udfordring i talentudviklingen ikke ligger i de yngste årgange, men i overgangen fra Ynglinge og U21 til seniorniveau og landshold.

Derfor ønsker vi i højere grad at understøtte netop denne overgang. Det er her, vi ved, at mange talentfulde dansere falder fra, og hvor en styrket indsats kan have størst betydning for både fastholdelse og international konkurrenceevne.

En fælles udviklingsretning – fra klub til international elite

En grundlæggende prioritet er, at Dans Danmarks arbejde skal understøtte det udviklingsarbejde, der foregår i klubberne hver eneste dag.

Klubberne spiller en helt central rolle i dansernes udvikling. Det er her, fundamentet skabes, og hvor dansere gennem træning, fællesskab og engagement får mulighed for at udvikle sig og tage nye skridt i sporten.

Vores regler skal derfor hænge sammen med den udviklingstrappe, der er beskrevet i ATK for sportsdans. Målet er at skabe en samlet rød tråd fra de første år i sporten til talentudvikling, landshold og international elite.

Vigtigt for klubberne

De nye regler træder i kraft den 1. januar 2027.

Vi opfordrer derfor alle klubber til at orientere sig i det opdaterede turneringsreglement og være særligt opmærksomme på ændringerne i:

  • § 3, stk. 2 – regler for klubskifte og transfervinduer.
  • § 21.1 – udtagelseskriterier til internationale mesterskaber.

Det er vigtigt, at både klubber, dansere og trænere er bekendt med de nye rammer, inden de træder i kraft.