Danmark er stærkt repræsenteret, når to af landets mest talentfulde unge breakere, William (15) og Seier Angel Spang Ruiz (15), deltager i Brisbane World Breaking Dancesport Festival i Australien i den kommende weekend.
Eventet fungerer som en ranglistekonkurrence på højest internationalt niveau for både ungdom og senior, og resultaterne kan få afgørende betydning for kvalifikation til Ungdoms-OL 2026. Dette bliver den sidste kvalifikation, og der forventes deltagelse af de bedste breakere fra hele verden.
Begge atleter har allerede markeret sig markant på den internationale breaking-scene og repræsenterer den nye generation af dansk breaking på højeste niveau. Breaking er ikke bare en individuel sport – det bygger på stærke fællesskaber, hvor man både træner sammen, lærer af hinanden og konkurrerer mod hinanden. Communities i breaking er helt unikke, fordi deltagerne løfter og styrker hinanden på tværs af personligheder og aldre.
William og Seier er gode venner, er en del af det samme community og deres erfaringer afspejler, hvordan denne generation oplever et godt idrætsliv: gennem samarbejde, støtte og fælles passion for sporten.
Seier, der bor ved Nørreport i København, begyndte at danse break som barn og har siden dyrket sporten intensivt. Han har vundet tre danske mesterskaber (U16/U18), repræsenteret Danmark ved VM i Kina og Portugal og opnået topplaceringer ved internationale konkurrencer i både Europa og USA som Outbreak, Unbreakable, Freestyle Session og vundet Nordic Break League. Seier underviser selv yngre breakere i hans klub i København og træner dagligt, samtidig med at han går på Team Danmark-linjen på Nørre Fælled Skole, hvor han udvikler både styrke og bevægelighed. Hans passion for break, hans battle-mentalitet og tekniske styrke har gjort ham til en markant figur på både den danske og internationale scene, og han drømmer om at sætte Danmark på verdenskortet som en af verdens bedste breakere.
“Breaking er det sted, hvor jeg føler mig mest fri. Mit mål er at sætte Danmark på verdenskortet og blive blandt de bedste breakere i verden,” siger Seier.
William, der bor i Aarhus, begyndte at danse break som femårig og har siden opnået en lang række internationale resultater. Han er Danmarksmester 2025 (U18), Europamester UDO 2025, har opnået topplaceringer ved VM i WDSF-regi og ved verdens største battle, Outbreak.
William underviser i breaking i den lokale klub i Aarhus og har desuden erfaring fra TV, film og større sceneshows – herunder optrædener for kongefamilien.
“Breaking er min passion, og mit mål er at kunne leve af dansen og repræsentere Danmark på allerhøjeste niveau,” fortæller William.
Deltagelsen i Brisbane markerer et afgørende skridt i begge atleters OL-drøm og understreger Danmarks voksende position inden for international breaking.