Har du lyst til at blive dommer og være med til at skabe gode og fair konkurrencer for vores dansere?
Så har du nu muligheden for at tage næste skridt.
Efter vores første dommeruddannelse i foråret er vi klar med endnu en uddannelse inden for Different Styles. Denne gang skal vi arbejde med Showdance og Rock’n’Roll – og måske er det netop her, du skal begynde din rejse som dommer.
Lørdag den 31. oktober 2026 i Odense
På dagen får du både den faglige viden og mulighed for at prøve kræfter med dommerrollen i praksis. Vi kombinerer teori, øvelser og cases, så du får et godt fagligt fundament for det videre forløb.
Du kommer blandt andet til at arbejde med:
- Din rolle og dit ansvar som dommer
- Hvordan du vurderer og bedømmer dansere
- Showdance og Rock’n’Rolls særlige kendetegn
- Motivation og kommunikation
- Praktiske øvelser og cases
Om uddannelsesforløbet
At blive dommer kræver både faglighed, erfaring og engagement. Derfor er dommeruddannelsen starten på et kvalificeringsforløb, hvor du bliver fulgt og vurderet undervejs.
For at komme i betragtning til uddannelsen skal du sende en motiveret ansøgning og CV, hvor du fortæller om din danse- og undervisningserfaring.
Efter kurset følger den praktiske del af forløbet, hvor du skal blinddømme tre turneringer. Her bliver du løbende evalueret på din bedømmelse og din håndtering af dommerrollen.
Du får først dit dommerbevis, når du har bestået det samlede forløb.
På den måde sikrer vi, at vores dommere er godt klædt på til opgaven og har de nødvendige kompetencer til at bedømme danserne ved vores pointturneringer.
”Vi har et ønske om at få flere dommere, som har en stærk faglighed inden for de enkelte dansestilarter. Derfor lægger vi i den nye dommeruddannelse stor vægt på ansøgernes danse- og undervisningserfaring, kendskab til de stilarter, de ønsker at dømme, og ikke mindst deres motivation.
Det er vigtigt for os, at dommeruddannelsen ikke bliver en genvej til et dommerbevis. Når man efter kurset begynder at blinddømme ved turneringer, bliver man løbende evalueret, og det er først, når man har opnået det nødvendige niveau, at man får sit dommerbevis.
Vi står med et behov for flere dygtige og specialiserede dommere, og derfor søger vi ikke nødvendigvis dommere, der skal kunne dømme alt. Vi vil gerne udvikle dommere med en solid forståelse for de stilarter, de skal bedømme, og som kan være med til at styrke kvaliteten i vores turneringer.”
— Per Lundsgaard, bestyrelsesmedlem i Dans Danmark
Vær med til at skabe gode konkurrencer
Som dommer får du en vigtig rolle. Du er med til at vurdere danserne, sikre en fair bedømmelse og være en del af det team, der får vores turneringer til at fungere.
Og måske bliver det starten på en spændende dommerrejse.
Når du får erfaring og bygger videre på dine kompetencer, kan dommerrollen på sigt føre til større nationale og internationale turneringer.
Har du lyst til at dømme flere stilarter?
Så kommer der flere muligheder.
I foråret 2027 afholder vi næste dommeruddannelse med Hip Hop og Disco. Her får du mulighed for at bygge videre på dine kompetencer og få mulighed for at dømme flere stilarter.
Praktisk
Uddannelsen er for medlemmer af Dans Danmark. Du skal derfor enten være medlem af en af vores medlemsforeninger eller være enkeltmedlem i Dans Danmark.
Dato: 31. oktober 2026
Tid: Kl. 11.00–15.30
Stilarter: Showdance & Rock’n’Roll
Pris: 125 kr. for medlemmer
Ansøgningsfrist: 18. oktober 2026
Sådan søger du
Hvis du gerne vil i betragtning til uddannelsen, skal du sende en motiveret ansøgning og dit CV til Chanette Vognsen på chvo@dans-danmark.dk eller Kirsten Sørensen på kiso@dans-danmark.dk.
Din ansøgning skal indeholde:
- Navn
- Mail og telefonnummer
- Din motivation for at blive dommer
- Din danseerfaring
- Din undervisningserfaring
Vi vurderer ansøgningerne ud fra blandt andet erfaring, kompetencer og motivation.
Har du lyst til at tage næste skridt og blive en del af vores dommerteam?
