Den 1. november repræsenteres Danmark af tre særdeles stærke dansepar, når verdenseliten samles i Rumænien til Verdensmesterskabet i Standarddans. De danske par Dmitri Kolobov & Signe Busk, Alexander Pavlov & Mie Udesen samt Segei Varnitcyn & Cassandra Juul Poulsen stiller til start med markante resultater i bagagen og store ambitioner for mesterskabet.
Som et af defå lande i verden med tre par i top 50, markerer Danmark sig som en solid og respekteret nation i international standarddans.
Et verdensklasse-år for Dmitri og Signe
For Dmitri Kolobov og Signe Busk har 2025 allerede været et exceptionelt danseår. Den 18. oktober kunne de lade sig hylde som Verdensmestre i Standard Showdance, og parret ligger aktuelt som nr. 3 i verden på den internationale rangliste.
Tidligere på året vandt de World Open i Tyskland, og ved German Open sikrede de sig en imponerende bronzeplacering. Parret går til VM med stor selvtillid og et klart mål om at kæmpe med om medaljerne.
“Vi glæder os helt enormt til at repræsentere Danmark ved VM. Det har været en fantastisk sæson, og vi føler os stærke både teknisk og mentalt. Vi vil give alt, hvad vi har, på gulvet,” siger Dmitri og Signe.
Alexander og Mie med stærk international form
Alexander Pavlov og Mie Udesen har ligeledes markeret sig internationalt gennem 2025. I september repræsenterede de Danmark til World Cup i Chengdu, Kina, hvor de dansede sig hele vejen til finalen og med en verdensrangering som nr. 24 er de blandt de mest stabile og lovende par i international standarddans.
“Vi ser frem til igen at repræsentere Danmark ved VM. Vi har haft et fantastisk danseår, og vi er mere klar end nogensinde før. Vi går efter at vise, at Danmark hører til blandt verdens allerbedste.” fortæller Alexander og Mie.
Sergei og Cassandra har kvalificeret sig efter en flot sæson
Sergei Varnitcyn og Cassandra Poulsen har haft en stærk sæson og er nu klar til VM. Deres bedste internationale resultat i 2025 kom ved Grand Slam i Wuxi, kina i juli, hvor de dansede sig til en flot 31. plads – en præstation, der cementerede deres plads blandt verdens bedste.
Parret har vist stor stabilitet gennem året og går til VM med både sult og erfaring.
“Vi er utrolig stolte af at få lov til at repræsentere Danmark til VM. Det har været en sæson fyldt med hårdt arbejde og udvikling, og vi glæder os til at gå på gulvet i Rumænien til VM,” siger Cassandra og Sergei.
Sportschefgruppen ser frem til mesterskabet med optimisme, stolthed og store forventninger.
“Det er fantastisk at se, hvor stærkt dansk standarddans står internationalt. Dmitri og Signe har haft et imponerende år, Alexander og Mie har arbejdet sig støt frem på den internationale scene og Sergei og Cassandra har vist flot fremgang med stærke resultater. Som et af de få lande, der med tre par i top 50 sender vi et historisk hold til VM,” udtaler Sportschefgruppen.



Fakta
- Event: Verdensmesterskab i Standarddans
- Dato: 1. november 2025
- Sted: Rumænien
Danske deltagere:
Dmitri Kolobov & Signe Busk – Verdensmestre i Standard Showdance, nr. 3 i verden
Alexander Pavlov & Mie Udesen – Finalister ved World Cup Chengdu, nr. 24 i verden
Sergei Varnitcyn & Cassandra Juul Poulsen – Nr. 31 ved Grand Slam i Wuxi, Nr. 48 i verden
For yderligere information:
Dans Danmark – Sportschefgruppen
📧 sportschef@dans-danmark.dk
📞 23 60 28 56
🌐 dans-danmark.dk