Vi er nu klar til at præsentere andet kapitel i “En Klub i Udvikling”. Vi følger fortsat Varde og Omegns Folkedanserforening, som er i fuld gang med at udvikle sig og styrke deres position i lokalsamfundet. Denne gang handler det om deres nye initiativ: drop-in dans i medborgerhuset i Varde.
Drop-in dans foregår over 6 lørdag eftermiddage og kræver ikke tilmelding. Arrangementet starter lørdag den 12. oktober kl. 14. og man møder bare op. Foreningen er vært ved lidt kaffe/te, hjemmebagt kage, frugt eller grønt.
Dette spændende tiltag er søsat i samarbejde med Ældresagen i Varde og er et vigtigt skridt i foreningens mål om at tiltrække flere medlemmer og øge engagementet i området. Der er ansøgt om tilskud hos Varde Kommune samt Folk & Kultur i Janderup; foreningen har dog endnu ikke fået tilsagn om støtte fra de to steder. I skrivende stund arbejdes med at ansøge flere fonde om tilskud og foreningen håber, det lykkes at finde tilskud også til dette arrangement.
Med hjælp fra forbundskontoret har Varde og Omegns Folkedanserforening udarbejdet en marketingplan, der giver et klart overblik over de opgaver, der venter forude, og sikrer, at alle ressourcer bruges effektivt. Derudover har de lavet en rekrutteringsplan, som skal hjælpe med at omdanne deltagere i drop in dans til nye medlemmer af foreningen over tid.
Som en del af dette initiativ inviterer foreningen også til en gratis danseaften tirsdag den 24. september, hvor der bydes på dans, live-musik, pizza, rødvin og en flot opvisning. Det er en fantastisk mulighed for at opleve fællesskabet og glæden ved folkedans. Dette arrangement er støttet af DIF og DGI foreningspulje, hvor foreningen har fået tilsagn om kr. 28.900 i støtte til brug for dækning af udgifter til blandt andet instruktør, spillemænd, forplejning mm.
Hold øje med deres sociale mediekanaler for opdateringer og annonceringer om kommende arrangementer. Vi glæder os til at følge denne spændende rejse og dele flere historier om foreningens udvikling.