Vi tager endnu engang tilbage til Varde for at se, hvordan det er gået med deres Drop-in dans og medlemsrekruttering. For cirka et år siden rettede startede de planlægningen af deres medlemsrekrutteringsforløb, der startede op i september.

Vi har spurgt Varde og Omegns Folkedanserforening om deres oplevelser.

Læs med her:

Drop-in dans i Varde – en succesfuld aktivitet over seks lørdage i vinterhalvåret

Indtil videre har vores drop-in dans været en stor succes. Vi har gennemført tre arrangementer og har tre flere planlagt. Første gang, som faldt sammen med Motionsugen den 12. oktober, mødte omkring 70 deltagere op. De efterfølgende gange har vi haft cirka 60 deltagere hver gang.

For at skabe opmærksomhed annoncerede vi i Varde Ugeavis ugen inden opstart samt på Facebook. Vi investerede 1.000 kr. i en Facebook-annonce, men effekten heraf har været svær at måle. Op til januar arrangementet annoncerede vi igen i ugeavisen. Derudover har vi flittigt delt opslag i relevante Facebook-grupper, hvor det er tilladt at promovere begivenheder. Vi ser en stor fordel i denne form for markedsføring og forventer at bruge Facebook som vores primære platform i forårets tre kommende arrangementer. Når vi starter op igen til efteråret – eventuelt i forbindelse med Motionsugen – vil vi dog igen benytte avisannoncering.

Finansiering og medlemsrekruttering

Vi har søgt og modtaget midler fra forskellige fonde og puljer, herunder Varde Kommune, Folke og Kultur – Folk og Kultur i Janderup samt Veluxfonden. Vi har også ansøgt andre fonde, som dog ikke har valgt at støtte projektet. Vi vil fortsætte med at søge midler til den videre udvikling af initiativet.

Drop-in dans har allerede tiltrukket cirka 10 nye dansere, og flere har tilkendegivet, at de vil starte, når sæsonen begynder i september. Vi håber at kunne fortsætte med denne aktivitet, da det er afgørende for foreningen at få nye medlemmer hvert år.

Deltagerne er en blanding af helt nye dansere, der aldrig har prøvet folkedans før, tidligere medlemmer, der gerne vil danse igen, samt vores egne medlemmer, der bakker op om initiativet. Det er essentielt for os, at alle føler sig velkomne uanset niveau.

Fællesskab og socialt samvær

Hver gang serverer vi kaffe og te med lidt tilbehør. Første gang bestyrelsen luftede tanken om medlemsrekruttering, var der en vis skepsis, men hurtigt blev stemningen positiv. Alle medlemmer har været engagerede i at tiltrække nye dansere – ikke ved at tage medlemmer fra andre foreninger, men ved at tilbyde en ekstra mulighed for at danse.

Bestyrelsen er meget stolte over medlemmernes engagement. Mange har aktivt deltaget i arrangementerne, hvilket har været en fornøjelse. Den store opbakning har været en afgørende faktor i beslutningen om at fortsætte med drop-in dans i den kommende sæson.

Særlige arrangementer

Vores åbne danseaften i Kulturhuset i Tinghøj, hvor vi serverede rødvin og pizza, var en stor succes med cirka 80 deltagere. Mange medlemmer inviterede venner og naboer med, og annoncering via Facebook og ugeavisen hjalp med at tiltrække flere deltagere. Dette arrangement blev støttet af Foreningspuljen, og vi planlægger en gentagelse i 2025.

Vigtige erfaringer og fremtidige tiltag

Fælles for alle arrangementerne er, at det er vigtigt at tage godt imod gæsterne fra starten. De skal føle sig velkomne, undervises af en dygtig instruktør, og dansene skal være tilpasset så alle kan være med. Oplevelsen skal være positiv, og deltagerne skal gå hjem med et godt indtryk af foreningen.

Ved hvert arrangement har vi opsat vores beachflag ved indgangen samt vores roll-up flag foran lokalet for at sikre, at ingen var i tvivl om, hvor de skulle gå hen.

Til sidst vil vi gerne rette en stor tak til Forbundskontoret for deres uvurderlige støtte og sparring i forbindelse med vores aktiviteter.

På vegne af Varde og Omegns Folkedanserforening,

Birte Agerbo, kasserer

Nye udviklingsmuligheder

Efter at Udviklingskonsulent Dorthe Topp Larsen har været på klubbesøg hos Stevns Folkedansere, er de nu klar til også at indgå i et udviklingsforløb i tæt samarbejde med Dorthe og Anita på forbundskontoret. De vil inddrage erfaringer fra Varde og Omegns Folkedanserforening med Drop-in Dans og målrettede indsatser. Vi glæder os til at støtte Stevns Folkedansere med projektplaner, fundraising, målgruppe- og markedsanalyse samt en marketingplan – præcis som i Varde.

Følg med i artikelserien her, hvor vi løbende dækker udviklingsklubberne.

Er jeres klub interesseret i et udviklingsforløb?

Hvis din klub ønsker at høre mere om udviklingsforløb og muligheder, så kontakt Forbundskontoret. Vi står klar til at hjælpe med planlægning, målgruppeanalyser og markedsføring, så vi sammen kan skabe endnu stærkere og mere aktive folkedanserforeninger!