I juni måned afsluttede årets Skole OL-sæson med et brag af en Skole OL-finale. Finalen blev afholdt i børnenes hovedstad Billund, hvor omkring 1700 børn mødtes og dystede i 9 forskellige sportsgrene.
Dagene var fyldte af sol og sommer, godt humør og selv kronprinsen kiggede forbi og ønskede held og lykke til de mange forventningsfulde børn.
Dans Danmark var godt repræsenteret med mere end 400 børn fra 10 forskellige byer, der var udtaget til finalen i dans.
Dagene var en sand dansefest arrangeret af Bo og Helle Loft fra Silkeborg Danse Forening, SIF. Der var styr på resultaterne og flotte shows i både sportsdans, hip hop show og freestyle. Energien var høj hos både deltagerne, tilskuerne og ikke mindst pressen fra TV2 og DR Ultra der overraskende og smilende så til mens børnenes viste deres egne danse.
”I konceptet Skole OL Dans, skaber børnene deres egne danse og får points for både at være kreative og have øvet sig. Der var ingen tvivl om at de havde brugt tid på både banner, kostumer og indøve trin og tricks”
I Dans Danmark glæder vi os allerede til næste sæson. Mere end 10 klubber har allerede oprettet stævner og vi glæder os til at tilbyde Skole OL-kurset i starten af september.
Din klub er velkommen til at danse med i Skole OL dansefesten. Du bliver hjulpet hele vejen af forbundskonsulenten, Maja Juel-Hansen, og Skole OL betaler honorar for både dine skolebesøg og afholdelse af stævnet.
Kontakt Maja for at høre mere på maju@dans-danmark.dk.
Der er mange måder at blive ”fanget af at danse”
Errol Williamson har været fanget af dansen i mange år, og har vundet flere EM og VM-medaljer. Nu inspirerer og motiverer han også skolebørn til at danse og konkurrere igennem konkurrencen Skole OL Dans.
”Det er en konkurrence der på mange måder fascinerer mig, når jeg ser hvor umage børnene gør sig både med at øve danse, indarbejde deres særlige kundskaber og finde på temaer med udklædning som eksempelvis frugter og Ninjaer mm”.
I år præsenterer Errol Dans Danmark, ved at bære faklen ind foran mere 3000 børn til Skole OL-finalen i Billund og give medaljer til dette års vinder af Skole OL Dans.
