Onsdag den 1. februar 2023 åbner DIF og DGI’s foreningspulje igen for ansøgninger. Der uddeles årligt 44 millioner kroner til det danske foreningsliv.

Midlerne uddeles efter først til mølle-princippet og derfor anbefaler vi, at I ikke venter for længe med at ansøge.

Hvis I søger støtte for under 30.000 kr., er der løbende ansøgningsfrist. Ansøgninger på 30.001-300.000 kr. bliver behandlet tre gange årligt og derfor skal I være opmærksomme på ansøgningsfristerne den 31. marts, 31. juli og 31. oktober.

Læs den fulde guide til ansøgning her.

Det kan I søge til:

Formålet med DIF og DGI’s foreningspulje er at støtte hverdagens fællesskaber og skabe rum til udvikling i idrætsforeningerne. På den baggrund kan foreninger søge puljen om støtte til ét enkelt overordnet, selvstændigt og afgrænset projekt.

DIF og DGI’s foreningspulje støtter både projekter, der vedrører foreningernes grundlæggende virke og eksisterende aktiviteter, og projekter, der udvider foreningernes aktiviteter, målgrupper og synlighed i samfundet.

I beløbskategorien 30.001-300.000 kr. vil DIF og DGI’s foreningspulje prioritere støtte til ambitiøse og målrettede udviklingsprojekter med fokus på at aktivere flere danskere og øge foreningernes tilgængelighed og synlighed i det omkringliggende samfund.

Forslag til aktiviteter/projekter

  • Medlemshvervningsprojekter
  • Medlemsfastholdelse
  • Styrkelse af det eksisterende fællesskab
  • Hvervning og fastholdelse af frivillige
  • Istandsættelse af klublokaler (f.eks. fordi I har brug for mere plads)
  • Digitaliseringsprojekter
  • Bæredygtighed/Grøn omstilling

Og meget mere.

Kontakt forbundskontoret, hvis I ønsker sparring på jeres idé eller hjælp til at læse jeres ansøgning igennem.

Husk også

Når I laver en ansøgning til foreningspuljen eller andre fonde, så anbefaler vi, at I tænker hele projektet igennem i budgettet.

F.eks. hvis I ønsker at købe nogle små gaver/merchandise til medlemmer/deltagere, skal denne udgift medtages.

Ønsker I at markedsføre jeres projekt, f.eks. med annoncering på Facebook eller ved uddeling af flyers, plakater eller lign., skal I også medtage denne udgift til ansøgningen.

Merchandise kan I købe direkte ved vores partner Sport og Profil. Se hele udvalget på vores webshop.

På vores marketingportal kan I lave flyers, plakater og invitationer. Hvis I downloader det til jeres enhed er systemet ganske gratis at benytte. I kan bestille prints ved forbundskontoret ved at sende det direkte til os. 250 kr. for 200 prints. Inkl. fragt.

Her på hjemmesiden har vi samlet en række gode råd og inspiration til fondsansøgninger.