Foreningspuljen er åben igen – Nu med ændrede beløbssatser!

DIF og DGI’s Foreningspulje er igen åben for ansøgninger og i år er der sket en lille ændring i beløbssatserne, hvilket giver endnu bedre muligheder for at søge støtte til både små og større projekter.

For den lille pulje betyder det, at ansøgninger om beløb op til 25.000 kr. behandles løbende efter først-til-mølle-princippet. For større ansøgninger (fra 25.001 kr. til 300.000 kr.) gælder stadig de faste ansøgningsfrister: 31. marts, 31. juli og 31. oktober.

En anden ændring er også, at der fra den 1. februar 2025 frigives 60% af puljens samlede 50 millioner kr. til uddeling i foråret/sommeren. Når puljen er tom lukker den. Den 1. september åbner puljen igen, hvor de sidste 40% uddeles.

Baggrunden for de ændrede satser og tidspunkter for ansøgninger er, at der er et ønske om at puljens midler kommer flere foreninger til gode – hele året.

Puljen kan bruges til mange formål, herunder:

  • Opstart af nye dansehold og events
  • Indkøb af udstyr til træning og opvisning
  • Uddannelse af instruktører
  • Tiltag for at rekruttere og fastholde medlemmer
  • Eksempler på projekter

Det kunne f.eks. være:

Fællesskabsfremmende danseevents: Afhold åbne danseworkshops eller temadage, hvor både medlemmer og nye deltagere kan prøve kræfter med dansens verden.

Inkluderende danseaktiviteter: Sats på danseforløb for særlige målgrupper, f.eks. seniorer, børn med særlige behov eller unge, der savner fritidstilbud.

Danseoplevelser i samarbejde med lokale aktører: Inviter skoler, kulturinstitutioner, civilsamfundsorganisationer eller virksomheder til fælles danseoplevelser for at styrke synligheden i lokalsamfundet.

hjemmesiden finder I også en række gode råd til fondansøgning.

Kontakt Dorthe eller Anita på forbundskontoret, hvis I ønsker sparring eller hjælp til jeres ansøgning.

Læs mere om puljen og ansøgningsbetingelser på DIF og DGI’s hjemmeside.