SOMMEREN 2024, HVAD SKAL DU BRUGE DEN TIL??

Vores forslag er, at du skal deltage i NORDLEK 2024 i ARENDAL, Norge den 16. – 21. juli 2024

Arendal ligger smukt på Sørlandets sydøstlige skærgårdskyst. Byen er anlagt på holme, adskilt af, nu delvist opfyldte, kanaler. En del af byen ligger på de store øer Hisøy og Tromøya og det hele forbindes af en lille passagerfærge.

Ved et NORDLEK stævne mødes dansere, spillemænd og andet godtfolk fra Finland, Suomi, Island, Sverige, Norge, Færøerne, Grønland, Åland og Danmark. Sammen og hver for sig, skal vi synge, danse, spille, prøve, øve, lytte, opleve, lære og nyde.

Nordlek starter med en sommerlejr ”Nordic Summer Camp”, der er for unge mellem 15 og 25 år. Her vil nogle af emnerne være dans, spil, teater og sprog. Sommer Campen finder sted fra 13. – 16. juli 2024
Program og andre informationer for Campen kan ses på: NORDLEK.dk

Fra den 16. juli går det løs med NORDLEK stævnet, der rummer så mange forskellige aktiviteter, at alle vil kunne finde noget af interesse. Der er opvisninger, koncerter, udflugter, udstillinger, konkurrencer, kurser i dans og musik fra alle deltagende lande, socialt samvær – ja kort sagt er der så meget af det som vi alle holder af, at vi hver og en nemt kan fyldes med gode oplevelser og minder for livet. Programme og informationer for NORDLEK 2024 vil være at finde på: NORDLEK.dk

Fra Danmark er turen til Arendal forholdsvis let – man kan komme frem til Arendal med både bil, tog og fly. Helt enkelt er det at tage med færgen til Kristiansand (bl.a. Fjordline sejler fra Hirtshals) og derfra er der ca. 70 kilometer til Arendal. Toget afgår lige udenfor færgelejet. Er ønsket at tage et fly, vil der fra Gardermoen, Oslos lufthavn, også køre tog til Arendal.

NORDLEK i Arendal er derfor let at komme til og vi vil opfordre jer alle til at krydse af i jeres kalender, følge med på hjemmesiden og planlægge at sommerferien 2024 skal gå til Arendal.

Der vil løbende komme informationer på hjemmesiden NORDLEK.dk (der vil også komme info på spillemandskredsen.dk og dans-danmark.dk)

Håber vi ses!  

På vegne af Dans Danmark – Folkedans og Spillemandskredsen.