Inflationspuljen er en særlig pulje, der udbydes særligt til klubber, der er medlem af et specialforbund under DIF, f.eks. Dans Danmark.

På Dif.dk står der om puljen:

Der kan søges om individuelle tilskud

Som forening kan I søge om individuelle tilskud til diverse tiltag for børn, hvis forældre er økonomisk udfordrede, og som har brug for støtte til rekvisitter, beklædning/udstyr, kontingent eller til at deltage på stævner/camps/foreningsrejser.

Foreninger kan søge om tilskud til målrettede tiltag i foreningsregi

Søger jeres forening tilskud til målrettede tiltag, kan der være tale om interne camps og aktiviteter i foreningsregi, men også tiltag i samspil med eksempelvis skoler, boligsociale helhedsplaner eller øvrige foreninger. Disse tiltag kan danne grundlag for at flere børn bliver en del af foreningslivet og oplever dets fællesskab. Tilskud til afholdelse af målrettede tiltag er afhængig af, at man kan dokumentere, at aktivitetens målgruppe er børn fra vanskeligt stillede familier. Der ydes ikke støtte til projekter.

Der kan søges om tilskud til sociale aktiviteter i foreningsregi

Foreninger kan søge om tilskud til interne sociale tiltag i foreningsregi, der har til formål at styrke fastholdelse i foreningen gennem eksempelvis fællesspisning med holdet, samt forældregruppen og de frivillige trænere. Der kan også ydes tilskud til forældremøder med nye børn og forældre med fokus på den gode modtagelse. Tilskud til afholdelse af sociale aktiviteter er afhængig af, at man kan dokumentere, at aktivitetens målgruppe primært er børn fra vanskeligt stillede familier.

Har I uddybende spørgsmål til puljen kan I kontakte DIF get2Sport-konsulent Mads Nygaard Tolsgaard på mnt@dif.dk eller 98 83  45 31.

Læs mere eller søg puljen her: https://www.dif.dk/raadgivning-og-stoette/stoettemuligheder/dif-inflationspulje