Tre danske par til VM i Latin – en stærk og stolt delegation

Dansk dansesport står stærkere end nogensinde!

Når VM i Latinamerikanske danse afholdes i Brno, Tjekkiet den 18. oktober, er Danmark repræsenteret med hele 3 par – og det er tre par i absolut topform, der skal repræsentere de rød-hvide farver ved VM i Tjekkiet!

Det er kun ganske få lande, der har mulighed for at stille med tre par – og foruden Danmark – så er det kun lande som blandt andet Kina, Tyskland og Italien. En mulighed, der kun gives til lande med flere par i top 50 på verdensranglisten.

Det er en bedrift, som kun ganske få nationer opnår og derfor er vi både stolte og beærede over, at vi i lille land som Danmark kan opnå det.  

“Det er exceptionelt, at vi har tre par i top 25 på verdensranglisten. Det vidner om den styrke og dybde, dansk latindans har opnået. Vi glæder os til at følge dem på VM-gulvet – og vi tror på, at de kan levere noget helt særligt,” siger Kåre Mortensen fra den fungerende sportschef-gruppe i Dans Danmark.

Malthe Brinch Rohde & Sandra Sørensen – verdensranglistens nr. 4

Malthe og Sandra har haft et sublimt 2025. De har ligget øverst på verdensranglisten hele året og understregede deres klasse med en bronze ved EM. Ved Grand Slam i Rom dansede de sig til en 3. plads og imponerede med to andenpladser i solodansene. Parret har repræsenteret Danmark ved EM og VM siden 2013 – og de går ind til dette VM som en af favoritterne.

Egor Kondratenko & Mie Funch – i rivende udvikling

Egor og Mie har haft en imponerende sæson med stor fremgang. Ved Grand Slam i Rom dansede de sig til en 16. plads og viste både teknisk overskud og kunstnerisk udtryk. De ligger nu nr. 15 på verdensranglisten og er klar til at tage endnu et skridt op ad rangstigen – med VM som næste store scene.

Mads Friis Lassen & Anastasiia Hrosheva – energi og stabilitet

Mads og Anastasiia har danset sig ind i verdenseliten med en 18. plads på verdensranglisten. Ved Grand Slam i Rom leverede de en stabil og energisk præstation, der sikrede dem en 17. plads. De er klar til at give alt på gulvet og vise, at de hører til blandt verdens bedste.

Vi sender tre stærke, dedikerede og inspirerende par afsted – og vi glæder os til at se dem stråle på VM-gulvet og repræsentere Danmark med både klasse, passion og national stolthed.

Hele Danmark hepper med, når Malthe & Sandra, Egor & Mie og Mads & Anastasiia træder ind på gulvet i Tjekkiet den 18. oktober. Det er dansk dansesport på sit højeste niveau – og vi kunne ikke være mere stolte!

👉 Følg med i optakten og få opdateringer fra mesterskabet på vores sociale medier:
https://www.facebook.com/detdanskelandsholddans